søndag den 5. februar 2017
Grådighed som synd - eller dyd?
Jeg er for tiden på rundtur til syv forskellige kunstmuseer i Region Midtjylland, og den tredje destination var Holstebro Kunstmuseum, der netop har åbnet en udstilling med det fælles tema 'De syv dødssynder', og her viser de danske kunstnere Peter Linde Busk og Alexander Tovborg samt norske Steinar HagaKristensen, hvad de hver især kan udstille med afsæt i emnet "grådighed".
Det er der kommet en ganske harmonisk og glimrende udstilling ud af. Det kan ganske vist være lidt vanskeligt at fremmane temaet i de enkelte kunstværker; men Peter Linde Busk giver dog et plausibelt bud på, hvad man kan producere af kunst, når man vel at mærke har overskud på værkstedslageret.
Grådighed behøver således ikke, at være forankret i begærlighed af ussel mammon. Det sidste er ellers nærmest blevet en dyd, hvis man skal tage eksempel i ekstremt rige personers disponering af skattepligtige midler.