For nyligt
åbnede udstillingen URO i Kunstpakhuset i Ikast. Her har kunstnerne Marie
Bancks, Jakob Hunosøe, Jeanette Hillig og Thomas Søgaard Boström forvandlet
udstillingslokalerne til en pudsig labyrint, hvori kunstværkerne optræder med
overrumplende effekt.
Det er dog nogle bænklignende skulpturer, som umiddelbart
gjorde det største indtryk på mig, da jeg ved åbningen besøgte udstillingen.
Disse værker rummer i sig selv oplagte kvaliteter, der dog med ét reduceres,
når man læser en lang smøre af kuratorævl, som skulle have til hensigt at
forklare, hvad værkerne drejer sig om.
Et uddrag af denne italesættelse af
glimrende og autonomt fungerende værker af Jeanette Hillig (de to øverste billeder) lyder som følger: "De tredimensionale værker konstrueres af træ, plade, gips og
maling. Enkle figurer og tegn bryder de monokrome flader som et slags
menneskeligt aftryk i den ellers formelle og stramt komponerede ramme. Ydermere
rummer arbejderne en taktilitet, som kommer frem via selve arbejdsmetoden; ved
variationer i måden, hvorpå objektet bearbejdes, malingen påføres eller ved
grundige overvejelser omkring del-elementernes karaktér og sammensætning".
Desværre udgør denne slags bavl mere reglen end undtagelsen på dagens
danske samtidskunstscene, og det ser faktisk ud som om, man skriver disse
tekster ud fra en given skabelon, der måske - hvem ved? - er udviklet af én
bestemt person med henblik på at forvirre det alment kunstinteresserede
publikum. Det hele skulle jo gerne fremstå lidt mystisk.
