Billedet viser et udsnit af Erik A. Frandsens udsmykning 'Mnemosyne' i VUCs bygning på Dalgas Avenue i Aarhus (foto: VUC Aarhus)
For et par år siden kunne man se en udstilling på Horsens Kunstmuseum med værker af Erik A. Frandsen.
Blandt disse optrådte et antal mosaikker, som var baseret på en serie tegninger, som Frandsen lavede under en vandring fra Schweiz til udkanten af Rom.
Mosaikkerne blev efter kunstnerens tegninger udført af eksperter i den italienske skulpturby Pietrasanta, og netop de samme italienske håndværkere arbejder nu på et tilsvarende værk, dog denne gang i en noget større målestok.
Den 25. august indvies således en større mosaikudsmykning i en nyrenoveret bygning i Frederiksbjerg-kvarteret i hjertet af Aarhus. Det drejer sig om VUC Aarhus' bygning, som er beliggende på adressen Dalgas Avenue 2.
Senere samme dag åbner Galleri Profilen - ligeledes i Aarhus - en udstilling med Erik A. Frandsen. Her er temaet en serie værker, som Frandsen har udført i Haiti.