Øverst et opslag fra bogen 'Inhabiting Borrowed Places' med mine landskaber implementeret i Kirsa Andreasens værker. Nederst bogens forside.
"Som sådan forklarer billederne ingenting. De konfronterer. De er. Tiden står sandsynligvis stille. Følelsen består. Vi er ikke på vej et sted hen, for kroppene i billederne er ikke ved at gøre noget, de vil ikke fortælle noget, de vil være. Deres energi er øjeblikket, og det er fint sådan"
Dette er kun et beskedent uddrag af en tekst, som kunsthistorikeren Line Rosenvinge har skrevet i en ny bog af og med billedkunstneren Kirsa Andreasen, og når jeg fremhæver netop denne udgivelse - med titlen 'Inhabiting Borrowed Places" - er det for det første fordi, jeg netop med posten har modtaget et eksemplar af bogen, og for det andet fordi, jeg selv spiller en beskeden rolle i forbindelse med de "lånte steder", som er blevet behandlet billedligt af Kirsa Andreasen.
Hun har så at sige haft fuld adgang til nogle landskabsfotografier, som jeg tog for nogle år siden omkring søerne i nærheden af min bopæl ved Det Jyske Søhøjland.
Disse landskaber er efterfølgende blevet brugt som inspiration til et antal malerier, hvor Andreasen har implementeret sine karakteristiske figurer i landskaberne.