'Magtens smykker': En ganske sjov sammenstilling af Anton Michelsens Marguerithalskæde fra 1940 i selskab med Atomkraft? Nej tak-badges i to versioner.
Hvis jeg i min anmeldelse skulle beskrive alle de genstande, som Koldinghus' direktør Thomas Thulstrup meget entusiastisk fortalte mig om i forbindelse med en personlig rundvisning i udstillingen 'Magtens smykker', ville det være nødvendigt med et særtillæg til Jyllands-Posten, når anmeldelsen publiceres.
Jeg er ikke i tvivl om, at man på Koldinghus gerne så anmeldelsen fylde det meste af avisen, men der er desværre klausuler på, hvor meget sådan en anmeldelse kan fylde.
Jeg har nu foretaget de nødvendige til- og fravalg, og anmeldelsen er skrevet og sendt til redaktionen.
Der er ingen grund til at lægge skjul på, at 'Magtens smykker' er en veldisponeret og grundigt kurateret udstilling, som kan ses på Koldinghus frem til d. 30. september.
Den markerer i øvrigt Koldinghus' 750 års jubilæum.