onsdag den 3. oktober 2018
Dystre fremtidsvisioner
Forleden dag deltog jeg i åbningen af udstillingen 'letmein' på kunstmuseet HEART i Herning.
Her kan man opleve to tungsindige, men ikke desto mindre fascinerende scenarier opbygget af to yngre kunstnere, australieren Ry David Bradley og canadieren Jon Rafman.
De to har gennem årene blandt andet forsket i, hvordan man kan implementere digitale og internetbaserede elementer i samtidskunsten, og her er Jon Rafman nok dén, der direkte er længst fremme i den teknologiske del af samarbejdet.
Ikke desto mindre har Bradley ladet sig inspirere af pixels i en serie vævede værker, der såmænd optræder på væggene oven på et gigantisk landskab af gulvtæpper, der dækker samtlige vægge og gulve på udstillingen.
Jeg arbejder lige nu på en anmeldelse af udstillingen, der kan ses i det fine museum i Birk ved Herning frem til d. 17. februar 2019.