fredag den 7. december 2018

Boesen og Bjørn i Viborg









Overskriften lyder næsten som er en ny erhvervsvirksomhed opstået i domkirkebyen, og havde der optrådt et lille "aps" i sammenhængen, havde der nok ikke været så meget tvivl, men det handler imidlertid om to nye udstillinger, der netop er åbnet i Viborg Kunsthal. 

Her udstiller videokunstneren Katja Bjørn (tre øverste billeder) og maleren og installationskunstneren Trine Boesen (de seks nederste billeder) i en ganske interessant harmoni. 

Fordelen ved Viborg Kunsthal er, at man kan lave to udstillinger inden for samme ramme uden at disse "forstyrrer" hinanden. Det har man aktuelt benyttet sig af med stor fordel, da Bjørns installation 'A Ride on the River' lever sit helt eget liv som en brusende strøm af vand, der løber på langs ad udstillingsrummet med flere overraskende elementer optrædende i vandskorpen. 

Trine Boesen har valgt at vise et antal malerier og - ikke mindst - tegninger i et installatorisk miljø, men disse værker suppleres dog af et antal rendyrkede installationer, herunder videoværket 'The Beautiful Dark' som afspilles på en buet konstruktion. 

I det hele taget har de to kunstnere hver især givet nyt liv til kunsthallen, og dette skal ikke se som en antydning af, at Viborg Kunsthal til dagligt mangler liv... 

Tværtimod har man under ledelse af Bodil Johanne Monrad skabt en væsentlig udstillingsinstitution for dansk og international samtidskunst i Viborg.