lørdag den 25. maj 2019
Italiensk avantgarde på HEART
"Åååh, nej!" er der nok enkelte, der tænker når de læser overskriften; men bare rolig kære læser af denne blog. Ganske vist er Piero Manzonis 'Merda d'Artista' fremme i kunstmuseet HEART's faste udstilling med værker fra museets samling, men det er ikke dén, det nu drejer sig om.
Det handler derimod om en ret interessant udstilling med værker af en anden italiensk avantgardist, nemlig Fabio Mauri, som jeg første gang stiftede bekendtskab med under Documenta-udstillingen i Kassel i 2012.
Mauri beskæftiger sig med de skiftende politiske scener i Italien i hans levetid (1926-2009), og her har fascismen som bekendt spillet en rolle - om ikke andet i kunstnerens unge år.
Udstillingens titel 'The End' sætter samtidigt fokus på et ret definitivt emne, nemlig døden, der altid optræder som en understrøm i Mauris værker.
Udstillingen kan ses på HEART i Birk Centerpark ved Herning frem til d. 25. august.