Denne alsidighed taget i betragtning har fået mig til at spekulere over, hvorfor kunstnere/billedhuggere ofte har brugt den hvide version af materialet i udformningen af skulpturer.
En forklaring kan selvfølgelig være, at der er så meget af den? På udstillingen kan man faktisk se i billeder, hvor omfattende marmorbruddet i Carrara egentlig er; men om man kan bryde den hvide marmor der i tid og evighed er naturligvis et spørgsmål, men uanset hvordan man ser på det, er udstillingen i Aalborg bestemt seværdig på trods af, at den også indeholder værker, som godt kan ses som gedigent fyldstof.
Jeg har planlagt en anmeldelse af udstillingen, som kan ses på marmormuseet i Aalborg frem til d. 21. august 2022.
