Jakob Kudsk Steensen: 'Berl-Berl'. Live simulation (foto: Timo Ohler)
Ganske snart skal jeg til et presseview på en ny udstilling, der åbner på kunstmuseet ARoS d. 4. juni. Det drejer sig om et omfattende projekt af den danske kunstner Jakob Kudsk Steensen, der viser udstillingen 'Berl-Berl', og den udstilling skal jeg gerne beskrive, når tiden er inde.
Det er heller ikke denne udstilling, der fylder om ARoS i avisernes spalter lige for tiden. For nyligt kunne jeg her på siden berette, at ARoS har lavet fratrædelsesaftaler med museets overinspektør LisePennington og HR-chef Rikke Stengaard Madsen.
I en artikel i JP Aarhus har man prøvet at få en kommentar til disse fratrædelser af museets direktør Rebecca Matthews, som dog har "takket pænt nej" til en redegørelse. Hun har i stedet henvist til ARoS' presseansvarlige Anne Riis, som har videresendt en udtalelse fra direktøren. Her hedder det: »Jeg har talt med medarbejderne og er blevet klogere på organisationen og på, hvordan fremtiden skal se ud...«.
Den slags kryptiske udsagn uden egentlig formidlingsværdi kalder naturligvis på diverse spekulationer hos dem, der læser dem, og selv har jeg naturligvis tænkt over, hvad der er gået forud for, at to nøglemedarbejdere på en stor offentlig institution er fratrådt uden redegørelse.
Én årsag kunne være, at de to har besiddet en vis loyalitet over for museets tidligere direktør Erlend Høyersten, og dermed er blevet direkte afskediget som en konsekvens heraf - og/eller muligvis af andre årsager forankret i faglige problematikker.
Det er tillige muligt, at de to tidligere medarbejdere selv har opsagt deres stillinger af den ene eller den anden grund. Man kunne også forestille sig, at Matthews har afskediget Stengaard Madsen og Pennington for at statuere et eksempel over for museets øvrige medarbejdere. Med andre ord: Ret ind, eller det er ud!!
Det er naturligvis nogle hårde antagelser, jeg her har udviklet; men sådanne udvikles selvfølgelig ud af uvidenhed, og de skal bestemt ses som et udkomme af, at jeg holder meget af ARoS som museumsinstitution og dermed ønsker alt det bedste for institutionen, men det lader til at uroen stadig ulmer bag museets tykke mure.
