torsdag den 28. juli 2022

Nedtælling #3

 

Max Liebermann var en tysk maler, der levede fra 1847 til 1935. Han boede ganske centralt i Berlin på adressen Pariser Platz, hvor han i 1933 kunne iagttage nazisternes fakkeltog, da Adolf Hitler havde overtaget magten i Tyskland. 

Den jødiske Liebermann fik efter sigende voldsomme brækfornemmelser af dette optrin, og det er paradoksalt, at hans sommerresidens Liebermann-Villa am Wannsee er beliggende blot få kilometer fra det sted, hvor Hitler og hans kumpaner besluttede at "fjerne" alle jøder fra Europa. 

Liebermanns hus er i dag museum for maleren og viser også skiftende udstillinger. Jeg besøgte stedet på en diset vinterdag for nogle år siden, men jeg er langt fra færdig med Max Liebermann. 

Således kan man se en stor udstilling med hans værker på museet Alte Nationalgalerie frem til d. 13. november. Den vil jeg ret sikkert besøge, når jeg i august befinder mig i Berlin.

Det er netop udstillingen 'My Liebermann. An Hommage' på Alte Nationalgalerie, der introduceres i videoklippet herover.