fredag den 9. december 2022

Femdobling af prisen på Salto-vase i forhold til vurderingen

 

Axel Salto: Vase af stentøj. Højde 36, 5 cmVurd.: 200.000-300.000 kr.. Hammerslag: 1.500.000 (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Selv via livestreamingen kunne man fornemme den fortættede stemning i salen hos auktionshuset Bruun Rasmussen, da en signifikant vase af Axel Salto - vurderet til 200.000-300.000 kr. - rundede millionen. 

Det stoppede imidlertid ikke der, og det var tydeligt, at auktionarius Alexa Bruun Rasmussen var spændt på udfaldet, da budene blot fortsatte med at komme ind. 

Naturligvis brød salen ud i klapsalver, da vasen nåede 1,5 millioner, hvilket såmænd er en femdobling af vurderingen. 

Der var i det hele taget mange effekter under hammeren i kategorien 'moderne design og kunsthåndværk'. 

En turkisfarvet skål af Alev Siesbye kunne dog ikke sælges, da budene stoppede ved 140.000 kr. Den var vurderet til 150.000-200.000 kr. Sølle 10.000 kr. afgjorde, at den smukke skål ikke blev solgt.

 Auktionen var den sidste traditionelle auktion i år hos Bruun Rasmussen, som dog sikkert byder indenfor til foråret med flere gode sager inden for kunst og design.