Retrospektiv udstilling giver næring til spørgsmålet om, hvorvidt Richard Mortensen var det største talent blandt danske malere i 1900-tallet.
Følgende tankerække udspiller sig på side 222 i romanen ’Kriger uden maske’ af Hanne-Vibeke Holst:
»Egentlig er hun mere syg efter at se hans arbejde end
efter at se ham. For sådan er det jo ofte, har hun lært. At værket er større og
mere interessant end kunstneren. Hvorfor mon? Spørger hun sig selv, mens hun
svinger benene ud af sengen. Fordi stor kunst unddrager sig individet? Fordi
kunstneren blot er budbringeren?«
”Hun” i fortællingen er Sonja Ferlov (senere Mancoba) og ”han” er maleren Richard Mortensen, som Sonja i tidsrummet i begyndelsen af 1930’erne havde et forviklet forhold til. Det var imidlertid langt mere kompliceret for hende, end det var for ham.
Bogen beskriver etableringen af kunstnersammenslutningen ’Linien’, som opløses i en voldsom konflikt med på den ene side maleren Vilhelm Bjerke Petersen og på den anden side Richard Mortensen og Ejler Bille, der har det stramt med førstnævntes hardcore version af surrealismen som den eneste gangbare metode inden for billedkunsten.
Den ultimative Mortensen-udstilling
Grupperingen var opstået som en form for modsigelse af Hitlers magtovertagelse i Tyskland, hvor skolen for kunst og design Bauhaus var blevet tvunget til at lukke ned. Bjerke Petersen havde frekventeret institutionen, hvilket gjorde ham til en bannerfører inden for beskrivelsen af en intellektuel formel i billedkunsten.
På kunstmuseet ARoS i Aarhus har man sat sig for at skabe den ultimative retrospektive udstilling af Richard Mortensen, som i et historisk perspektiv har stået ganske meget i skyggen af folkeligt forankrede kunstnere som Asger Jorn og Cobra-bevægelsen generelt, og netop dette element i beskrivelsen af den modernistiske danske kunst har stået som en lidt underlig museal disponering på danske kunstmuseer.
Det er interessant, at ARoS i museets formidlingsmateriale bekræfter, at den aktuelle udstilling, der ganske bogstaveligt har fået titlen ’Mellem Linierne’, er den første større præsentation af Richard Mortensen i 30 år.
En samlet præsentation af ”Mortens” produktion spillede ganske vist en rolle i to paralleludstillinger, der fandt sted på Silkeborg Kunstmuseum (nu Museum Jorn) og KunstCentret Silkeborg Bad i 2005, men jeg bliver imidlertid bekendtgjort med, at disse to udstillinger mangler den midterste del af Richard Mortensens samlede oeuvre.
Jeg vil ikke dvæle længere ved dette, men blot konstatere, at den aktuelle udstilling sætter et stærkt fokus på Richard Mortensen som et vigtigt punkt i den danske kunsthistorie i 1900-tallet. Beskueren bliver ret systematisk ført kronologisk ind i kunstnerens levnedsskildring, og den er bestemt interessant.
Det vil måske overraske én og anden, at et ekspressivt selvportræt står som introduktion til udstillingen, men denne disposition giver faktisk mening, da maleriet er udført i 1933 på et tidspunkt, hvor kunstneren var 23 år gammel. En ung kunstner, kan man roligt sige, som har skildret sig selv i en grel og koloristisk set provokatorisk fremstilling. Modet manglede ikke i 1933 hos ”Morten”.
Surrealismen synes som et hurtigt overstået kapitel i relation til Richard Mortensen, og snart åbner der sig en ny verden hos kunstneren, der nok ikke kan sige sig fri for at arbejde under en vis påvirkning fra den europæiske avantgarde. Jeg kunne mageligt begynde at indlede en proces af namedropping blandt internationale kunstnere i Richard Mortensens tidsafsnit, men det ville gøre fortællingen ufuldkommen.
Hvorfor intet katalog?
Der befinder sig langt flere
sideløbende grundsyn i Mortensens metode end blot simple iagttagelser rettet
uden for kongerigets grænser. Simple Vasarely-tricks ligger således langt fra
”Mortens” idé vedrørende en rumskabende grundtanke. Da Mortensen slipper
konturlinjens begrænsende deskription, får farverne lov at leve i kolliderende
roller. Kunstnerens bevidsthed om netop dette element er dyb som natten. Det
skal jeg love for.
Hvad der kan forbløffe en kunstnørd som mig, er at det først nu - og i en egentlig epoke, hvor modernismen i museale sammenhænge har set bedre dage - er muligt at få ”Morten” åbnet i fuldt flor på et kunstmuseum, og dermed få bekræftet, at Richard Mortensen muligvis var det største talent inden for maleriet i 1900-tallet. Og er kunstneren død og borte for længst, lever værket vitalt og stærkt i bedste velgående.
Til slut vil jeg lige knytte en kommentar til Mortensen-projektet. Et lille trælst pip! Hvorfor i alverden er der ikke udgivet et fyndigt katalog til en udstilling, der åbenbarer en kunstner af ”Mortens” kaliber?
Udstillingen ’Richard Mortensen - Mellem Linierne' kan ses på ARoS i Aarhus frem til den 1. september 2024. Var der mere? Ikke mig bekendt!
