På udstillingen med værker af Hermann Nitsch på Museum Jorn kan man blandt andet opleve disse scenarier
Om det er den liflige Nitsch-hvidvin, som udstillingskurator og museumsinspektør Lucas Haberkorn serverede for mig under mit besøg på Museum Jorn for nylig, eller om det var selve udstillingen med værker af østrigske Hermann Nitsch, der afstedkom, at jeg gik fra museet stærkt opstemt, tror jeg godt, jeg kan skabe en antagelse omkring.
Udstillingen viser i et retrospektivt forløb, hvad en del museumsgæster vil beskrive som eksistentielle og rituelle dramaer af den forbilledligt kompromisløse Hermann Nitsch (1938-2022).
Der er rum, der refererer til blod, hvis det er sådan, man oplever den røde farve, og der er rum, som viser et antal af Nitschs utallige aktioner på optagelser foretaget, naturligvis, mens de fandt sted.
Enkelte vil muligvis føle sig frastødt af disse scener, men de åbenbarer ikke desto mindre, hvad livet i sin rituelle version drejer sig om.
De mest ømskindede museumsgæster kunne man forestille sig blive ganske forargede over referencer til bibelske fortællinger, og det kan man såmænd ikke rigtigt sige noget til.
Det er op til den enkelte at vurdere, hvor Nitsch går til og over grænsen, og havde Asger Jorn i øvrigt ikke en tese, der funderer sig i denne metafor?
Det tror jeg nok, og vi befinder os vel dybest set ikke på Museum Jorn for ingenting?
Jeg har forfattet en længere tekst om udstillingen, og den kan læses HER>
