torsdag den 21. november 2024

Ubekendt kunstner blev pludselig bekendt

 

Christian Vagner Pedersen: ’Opstilling med kander og pensler på et bord’. 40 x 60 cm. Læg mærke til indramningen (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Forleden aften sad jeg i min bedste stol og studerede udbuddet af moderne kunst hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, og med ét faldt mit øje på et oliemaleri af, hvad auktionshuset beskrev som en ”ubekendt kunstner”. 

Jeg gav mig til at granske i værket, som jeg syntes, der var noget bekendt ved – og ganske rigtigt: Da jeg zoomede ind på signaturen kunne jeg læse ”Chr. Vagner”, og han spillede en rolle på en kunstskole, jeg frekventerede tilbage sidst i 1970’erne. 

Han levede fra 1922 til 1996 og var ikke nogen stor kunstner, hvilket gengivelsen af maleriet vidner om, men der sad et forbilledligt snakketøj på ham, og det var der mange elever på kunstskolen, der fandt spændende. 

Desværre levede han lidt i en fjern, kubistisk inspireret fortid, så hans undervisning var ikke ret meget forankret i tidens kunstsyn

Jeg henvendte mig naturligvis til Bruun Rasmussen og fik sat navn på Christian Vagner Pedersen, som var hans fulde navn. 

Æres dem, der æres bør – trods alt! 

Jeg tror ikke, der er kommet nogle bud på kunstværket, der er vurderet ret højt til 3.000 kr.