søndag den 25. maj 2008

Henri Rothschild


Det er ikke så længe siden, jeg hos en marskandiser her i Silkeborg købte et litografi af Frank Rubin, som vel efterhånden er en kunstner, de færreste er bekendt med.
Ved samme lejlighed købte jeg et litografi af en dansk kunstner, som muligvis er endnu mere glemt, nemlig maleren og grafikeren Henri Rothschild, som levede fra 1931 til 1992. Rothschild var ekspressionist og vild i farve og penselføring langt før ”De unge Vilde” entrérede kunstscenen for alvor i 1982.
”Skønt figurstudiet står centralt i værket, er det altid et middel til ekspressiv udfoldelse, aldrig et mål i sig selv. Selv i sin umiddelbare omgang med den ydre natur har Rothschild arbejdet på sit eget nervøse sinds præmisser, og i sin stadige udforskning af farven kan han undertiden vælge at tilsidesætte et samlende motiv til fordel for en malerisk opsplitning af billedfladen i strukturer, hvor penselstrøgenes urolige skrift og den brændende kolorit står som det bærende i billedet”. Således beskrev Peter Michael Hornung bl.a. Rothschild i Weilbachs Kunstnerleksikon.