tirsdag den 20. maj 2008

Hvor IKEA møder H&M


Der er kommet en svensk leder af Kunsthallen Charlottenborg. Han sad således meget upassende som kurator/censor på Forårsudstillingen i år. Om dét er årsagen til, at udstillingen anno 2008 ligner en spadseretur fra Ikea til Hennes & Mauritz, ved jeg ikke.
En pudsig ting, der skete, efter jeg havde vist mit partoutkort (som damen i billetsalget i første omgang kun ville give afslag i entréen på) var, at jeg ville have bekræftet, at jeg kunne fotografere på udstillingen, hvis jeg fremviste et gyldigt pressekort. Hun sagde: ”Fotografér bare løs; men du må naturligvis ikke bruge billederne til offentlig fremvisning”. Altså... Mit signal var netop, at jeg ville bruge de pågældende billeder i forbindelse med en evt. reportage om Forårsudstillingen.
Nu fandt jeg ikke, der var noget at skrive hjem om; men den afbillede væginstallation i pap af Ben Clement og Sebastian de la Cour var faktisk én blandt få fine ting på udstillingen, som kan ses til 1. juni.
Et must, hvis man er vild med design og mode.