Danmarks store grafiker Palle Nielsen bliver nu beskrevet i en bog, som er udgivet af Vejle Kunstmuseum.
Der er kunstnere, hvis værker er så personlige og gennemført originale, at man aldrig er i tvivl om, hvem og hvad man har med at gøre. Én af disse er tegneren og grafikeren Palle Nielsen (1920-2000). Ikke desto mindre kan man læse spørgsmålet ”Kender du Palle Nielsen?” i en overskrift i en helt ny bog, som Vejle Kunstmuseum har udgivet om kunstneren.
Spørgsmålet kunne muligvis forekomme relevant, hvis man ser på navnet alene uden at sammenfatte det med det kolossalt store antal grafiske arbejder og tegninger, der udgik fra kunstnerens hånd. Tager man et blad fra den 59 tryk store serie ’Orfeus og Eurydike’ genkender de fleste udtrykket. For, som det hedder i bogen:
”Palle Nielsens billedverden har det med at brænde sig ind i ens bevidsthed. Værkerne i ’Orfeus 1959’ er ganske vist små og sort-hvide, men deres billedsprog er stærkt og deres kunstneriske format monumentalt”.
Dermed bliver man indført i en del af Palle Nielsens kunstneriske metoder. De kompositoriske principper, som han benyttede sig af, var godt gennemprøvede i kunsthistorien og han brugte dem som afsæt for sine forelæsninger på Grafisk Skole ved Kunstakademiet i perioden 1967-73.
Naturligvis er denne bog grundigt illustreret af dels Palle Nielsens mange træ- og linoleumssnit, dels et lige så stort antal tegninger, som i mange tilfælde rummer velkendte temaer. Og disse er desværre evigt aktuelle. Angsten, krigen, fortvivlelsen og truslen på menneskelig eksistens er grundmotiver i Nielsens værkforløb. Ofte bruges det velkendte bymotiv med de karakteristiske bygninger som baggrund for de humane katastrofer, der udspiller sig i de mange arbejder. Arkitekturen bliver i flere tilfælde skabt af kunstneren selv, netop med henblik på at kreere et miljø, der kunne bære f.eks. titlen ’Den Fortryllede By’.
Bogen har titlen ’Orfeus og Erydike og Andre Værker’. Uanset om gengivelserne viser de særegne sort-hvide grafiske arbejder eller de nænsomt kolorerede arbejder, er den kunstneriske integritet gennemgående i højsædet. Netop i farven opstår en næsten fatamorganisk kontrast i relation til den sort-hvide verden, man oplever i en langstrakt proces.
Gentagelser var i Palle Nielsens verden en kvalitet, for som han en gang udtalte:
”I kunstens verden går det ikke opad, men nedad, - fordybelsens vej. Fornyelsen ligger ikke i at gå fra et udtryk til et andet, men i en udvidelse inden for det givne. Det udelukker ikke, at ethvert nyt billede er et nyt eventyr, som byder på overraskelser”.
Det sidste citat forekommer det mig, at jeg kan genkende fra Jytte Rex’ store monografi om Palle Nielsen, som udkom sidste år. Men det skal ikke afholde mig fra at læse også denne beskrivelse af en kunstner, der havde så meget kunstnerisk at bidrage med i sin samtid – og langt derudover.
Der er kunstnere, hvis værker er så personlige og gennemført originale, at man aldrig er i tvivl om, hvem og hvad man har med at gøre. Én af disse er tegneren og grafikeren Palle Nielsen (1920-2000). Ikke desto mindre kan man læse spørgsmålet ”Kender du Palle Nielsen?” i en overskrift i en helt ny bog, som Vejle Kunstmuseum har udgivet om kunstneren.
Spørgsmålet kunne muligvis forekomme relevant, hvis man ser på navnet alene uden at sammenfatte det med det kolossalt store antal grafiske arbejder og tegninger, der udgik fra kunstnerens hånd. Tager man et blad fra den 59 tryk store serie ’Orfeus og Eurydike’ genkender de fleste udtrykket. For, som det hedder i bogen:
”Palle Nielsens billedverden har det med at brænde sig ind i ens bevidsthed. Værkerne i ’Orfeus 1959’ er ganske vist små og sort-hvide, men deres billedsprog er stærkt og deres kunstneriske format monumentalt”.
Dermed bliver man indført i en del af Palle Nielsens kunstneriske metoder. De kompositoriske principper, som han benyttede sig af, var godt gennemprøvede i kunsthistorien og han brugte dem som afsæt for sine forelæsninger på Grafisk Skole ved Kunstakademiet i perioden 1967-73.
Naturligvis er denne bog grundigt illustreret af dels Palle Nielsens mange træ- og linoleumssnit, dels et lige så stort antal tegninger, som i mange tilfælde rummer velkendte temaer. Og disse er desværre evigt aktuelle. Angsten, krigen, fortvivlelsen og truslen på menneskelig eksistens er grundmotiver i Nielsens værkforløb. Ofte bruges det velkendte bymotiv med de karakteristiske bygninger som baggrund for de humane katastrofer, der udspiller sig i de mange arbejder. Arkitekturen bliver i flere tilfælde skabt af kunstneren selv, netop med henblik på at kreere et miljø, der kunne bære f.eks. titlen ’Den Fortryllede By’.
Bogen har titlen ’Orfeus og Erydike og Andre Værker’. Uanset om gengivelserne viser de særegne sort-hvide grafiske arbejder eller de nænsomt kolorerede arbejder, er den kunstneriske integritet gennemgående i højsædet. Netop i farven opstår en næsten fatamorganisk kontrast i relation til den sort-hvide verden, man oplever i en langstrakt proces.
Gentagelser var i Palle Nielsens verden en kvalitet, for som han en gang udtalte:
”I kunstens verden går det ikke opad, men nedad, - fordybelsens vej. Fornyelsen ligger ikke i at gå fra et udtryk til et andet, men i en udvidelse inden for det givne. Det udelukker ikke, at ethvert nyt billede er et nyt eventyr, som byder på overraskelser”.
Det sidste citat forekommer det mig, at jeg kan genkende fra Jytte Rex’ store monografi om Palle Nielsen, som udkom sidste år. Men det skal ikke afholde mig fra at læse også denne beskrivelse af en kunstner, der havde så meget kunstnerisk at bidrage med i sin samtid – og langt derudover.
