torsdag den 10. juni 2010

Is it me for a moment, version 3


For nogle år siden, afholdte jeg nogle udstillinger, som havde til fælles, at de fandt sted i ikke-kunstrelaterede lokaliteter. Den første blev afholdt i Brabrand Sognegård og den anden i kulturhuset InSide i Hammel.

Disse udstillinger havde begge titlen ’Is it me for a moment?’. Titlen skulle tages bogstaveligt, idet den stillede spørgsmålet vedrørende min egen kunstneriske praksis i de pågældende perioder.

Nu har jeg fået mulighed for at lave tredje version af ’Is it me for a moment?’ og den kommer til at finde sted i Herning – nærmere bestemt på Team Teatret, som er beliggende i Hernings centrum lige over for Kongrescentret på Østergade.

Jeg er blevet inviteret af Kunstforeningen for Herning og Omegn – og netop Herning har haft en vis betydning for mig i det seneste års tid, da jeg har været tilknyttet som underviser på Herning Billedskole. Også derfor glæder jeg mig til at vise mine værker i Herning. Udstillingen åbner den 23. september, hvor der samtidigt er efterårsjævndøgn.