søndag den 13. juni 2010

MAXXImum


Da jeg var i Rom for et par år siden, oplevede jeg en by, hvor kunsten var et anliggende, der handlede om for længst svundne tider. Bevares, det er overvældende at komme til Den Evige Stad; men mange eksempler på moderne kunst fandtes ikke på daværende tidspunkt.

Naturligvis har Rom sit Galleria Nazionale d’Arte Moderna samt et mindre udstillingssted for samtidskunst ved navn MACRO. Der var imidlertid ikke meget international stemning på det sidstnævnte sted. Det var faktisk umuligt for mig at finde kustoder, der talte andet end italiensk.

Nu er der imidlertid sket et megaskred på samtidskunstscenen i den italienske hovedsted. For nyligt indviedes museet MAXXI, som rummer en skjult forkortelse Museum of Art in the 21. Century.

Arkitekturen har den verdensberømte Zaha Hadid stået for, og det er faktisk hende, der er ansvarlig for tilbygningen til Ordrupgaard. Det nye museum I Rom ser gigantisk ud og ifølge kunstanmelder ved Berlingske Tidende, Torben Weirup er det ikke mindre end et imponerende byggeri, der rummer en lige så spektakulær samling af nutidskunst. Man kan blot nævne navne som Warhol, Beuys, LeWitt, Weiner, Fontana, Kiefer, Merz, Trockel, Viola plus mange flere, som er repræsenteret på det 10.000 kvadratmeter udstillingsareal.