"KunstCentret Silkeborg Bad åbner et laboratorium for at markere 100-året for Asger Jorn. Tolv danske kunstnere viser med deres egne værker, hvordan de er fascineret af den kraft, de stadig oplever i Jorns billedverden og teoretiske virke. Nogle giver ham medspil, andre modspil. JORN LAB er indrettet med afsæt i Asger Jorns tanker om total udsmykninger og rummer samtidig interaktive muligheder for publikum"
Blandt andet sådan kan man læse i pressematerialet til den næste udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad.
De få linjer, der her beskriver JORN LAB, giver et udmærket indblik i, hvad man kan forvente af Silkeborg Bads bud på et tematisk indslag om Jorn, som efterhånden har været vendt og drejet i adskillige versioner i anledning af 100-året for hans fødsel.
Følgende kunstnere kan opleves på udstillingen, der løber i tidsrummet 26. april-7. september: Katja Bjørn (billedet), Jakob Jakobsen, Svend-Allan Sørensen, Anna Sørensen, Bodil Brems, Tanja K. Jensen, Ina Olsen, Klaus Becker, Henriette Heise, Jeppe Hein, Thorsten Dennerline og Erik A. Frandsen.
Udover disse kan man opleve indslag fra fotografen Poul Pedersen og Årstiderne Arkitekter.