"Hvorvidt Ai Weiwei i øvrigt har en fremtid som fri kunstner i et ufrit Kina – med eller uden et servilt dansk kulturfremstød – og om han måske en dag ligefrem vælger at bo og arbejde et andet sted, det er et åbent spørgsmål. Med sin brug af kinesisk materiale og sine statements om det kinesiske er han under alle omstændigheder så kinesisk som noget. Samtidig med, at han, qua sit kunstneriske format, er så universel som nogen. Se selv efter!"
Sådan skriver Søren Kassebeer blandt meget andet i sin seksstjernede anmeldelse i Berlingske om Ai Weiwei-udstillingen 'Evidence' i Martin-Gropious Bau i Berlin. Udstillingen åbnede for nyligt - og jeg har tidligere beskæftiget sig med den på siden her.
En tysk kunstkritiker, Cornelius Tittel i Die Welt, var dog knapt så begejstret for den kontroversielle, kinesiske kunstner, som han blot betragter som en kunsthistorisk banalitet.
Hvad end man mener, blev Ai Weiwei kåret som den mest betydningsfulde kunstpersonlighed på verdensplan af kunsttidsskriftet Art Review i 2011.
Udstillingen kan ses i Berlin frem til d. 7. juli.