Keramisk relief af Niels Skovgaard
"Hvis kunstanmelderen ikke gider bevæge sig til Jylland, kunne man vel prøve at finde personer her, der kunne påtage sig opgaven. Eller trænger dele af staben ved Politiken bare til at blive udflyttet?"
Sådan kunne man blandt andet læse i et indlæg under debatspalten "Læserne mener" i Politiken forleden dag.
Årsagen til læserbrevet, som er forfattet af Otto Hansen fra Hadsten, er en anmeldelse, der netop har været bragt i avisen, hvor Peter Michael Hornung har beskrevet en udstilling med værker af Niels Skovgaard på Fuglsang Kunstmuseum.
Det er da også påfaldende, at samme udstilling har været udstillet i to dele i Jylland sidste år.
Jeg vil dog sige til Politikens forsvar, at hele Skovgaard-udstillingen på Fuglsang bliver udstillet under ét, hvor den i Jylland, som nævnt, var delt op i en udstilling, der viste Niels Skovgaard som maler på Skovgaard Museet i Viborg og som keramiker og billedhugger på Vejen Kunstmuseum.
Hvad der måske er mere påfaldende, er, at udstillingen på Lolland blev anmeldt i avisen d. 12. april - 16 dage inden den lukker. Den har været vist siden d. 12. januar.