onsdag den 16. december 2020

Et tilbageblik på 2020 #2

 



Sir Anthony Caro: 'The Last Judgement' - installationsviews

"Caro har udviklet stramme, abstrakte former og har anskuet den strenge reduktion som en af hovedpersonerne i efterkrigstidens modernisme"


Citatet kunne læses som en del af Ingeborg Ruthes anmeldelse fra december 2019 i Berliner Zeitung af Sir Anthony Caros udstilling 'The Last Judgement' i Gemäldegalerie i Berlin. 


Udstillingen er for længst slut, men det var en af de mange kunstudstillinger, som jeg oplevede i 2020, og faktisk en af de få, som jeg ikke skulle anmelde. Til gengæld er det en af de bedste udstillinger, jeg har set i det forgangne år. 


Som det antydes i citatet var Caro (1924-2013) en af eksponenterne for den geometriske abstraktion i 1900-tallet, men her har han arbejdet med en skulpturinstallation i diverse materialer, der skal ses som en kommentar til de uhyrlige begivenheder, der fandt sted på Balkan i begyndelsen og midten af 1990'erne. 


Det samlede værk blev færdiggjort i 1999, og det blev omgående købt af kunstsamleren Reinhold Würth, hvorefter det blev udstillet på Venedig Biennalen. 


Würth har skænket den samlede installation på 42 tons til Staatliche Museen zu Berlin.