Moesgaard Museum, der for tiden viser udstillingen 'Neandertaler - I mammutjægernes land', har lukket for publikum indtil efter nytår (foto: Moesgaard Museum)
Som en konsekvens af de nyeste restriktioner i forbindelse med covid-19 lukker museer nu i de berørte 39 kommuner i Danmark i perioden fra onsdag d. 9. december og frem til d. 3. januar 2021.
Blandt de berørte kommuner er Aarhus og Odense, og på Moesgaard Museum syd for Aarhus har man allerede meldt ud, at museet er lukket for publikum i det pågældende tidsrum. Det samme har ARoS i Aarhus meddelt.
Foruden Aarhus og Odense gælder restriktionerne et stort antal kommuner i det storkøbenhavnske område samt flere kommuner på Sjælland.