onsdag den 8. april 2015

Få nogle til at smide tøjet - og få omtale!


Den amerikanske kunstner James Turell er en væsentlig aktør på den internationale kunstscene. Han kender sine visuelle virkemidler; men man fandt alligevel, at der skulle noget ekstraordinært til, når kunstneren udstiller sine fascinerende lysbaserede værker på Nationalgalleriet i Australien, som er beliggende i hovedstaden Canberra. 

For nyligt inviterede man et nøgent publikum til at se Turells udstilling. Et sådant stunt er set før; men aktuelt har denne event haft en effekt. 

Forleden dag kunne man således læse om den i det førende internationale kunsttidsskrift på nettet, ArtDaily.com. 

Det hører dog med til historien, at begivenheden fandt sted på museet efter lukketid; men ikke desto mindre har der altså været en vist fokus på den. 

Anderledes mystisk virker det, når man på kunstmuseet ARoS har bedt et antal naturister smide kludene i fuld offentlighed i forbindelse med en udstilling, som ganske vist blandt andet sætter fokus på nøgenhed og intimitet, med værker af Claus Carstensen, der som bekendt var en af kunstnerne i kredsen omkring De Unge Vilde i begyndelsen af 80'erne. 

Dette stunt virker som et patetisk forsøg på at tilegne Carstensens udstilling lidt opmærksomhed. 

Naturisterne ser det imidlertid tilsyneladende som en mulighed for at formidle naturismen og udbrede kendskabet til fænomenet. 

Man kunne vel blot, nu hvor sommeren står for døren, erklære: "Smid tøjet! Hvor svært kan det være?" Man behøver ikke gå på museum! I hvert fald ikke af dén grund...

Billederne herover er fra den omtalte begivenhed på National Gallery i Canberra (pressefotos: National Gallery of Australia)