Peter Doig:
'Grande Riviere', 2001-02, olie på lærred. National Gallery of Canada, Ottawa (pressefoto: Louisiana
Museum of Modern Art )
En fordel
ved at en af husstandens repræsentanter er medlem af Louisiana Klubben, er at
man med jævne mellemrum modtager materiale fra det fine kunstmuseum i Humlebæk.
Snart åbner en stor udstilling med maleren og grafikeren Peter Doig på
Louisiana, og netop Doig er en kunstner, som det er vanskeligt at sætte en
nationalitet på, da han er født i Skotland; men har været bosiddende på
Trinidad, i Canada og England.
Samtidigt har han fungeret som professor på
kunstakademiet i Düsseldorf; men ifølge biografien i den aktuelle Louisiana
Revy har han i dag slået sig mere eller mindre permanent ned på Trinidad.
Jeg
har ofte været lidt skeptisk over for Doig, da han til tider er blevet fremhævet af
kunstnere i min bekendtskabskreds, som er stærkt forankrede i galleriverdenen. Kald
dette en fordom over for den kommercielle småborgerlighed, der hersker i denne
verden; men det har altså givet mig et kritisk syn på kunstneren.
Til gengæld
bliver jeg meget tilfreds, når jeg registrerer, at udstillingen på Louisiana
indbefatter et større antal grafiske arbejder af Peter Doig. Det er som bekendt
ofte i grafikken, at sandheden om en kunstners formåen skal findes, og at dømme
efter gengivelserne i Louisiana-publikationen har Doig fat i ét eller andet.
Jeg
vil glæde mig til ved selvsyn at få mine fordomme om Peter Doig dementeret - og
heldigvis er jeg befriet for officielt at "mene" noget, da
anmelderopgaven i forhold til udstillingen ligger hos min kollega på Sjælland.
Udstillingen med Peter Doig's værker kan ses på Louisiana fra d. 17. april til
d. 16. august 2015.