torsdag den 16. april 2015

Smagsdommere - om dronningen blandt andet!

"De dér direktører - de river sig! De står og krøller tæer over, hvordan fanden de nu skal forklare, hvorfor de laver den her udstilling - endnu en gang - med dronningen. De ved sgu godt, det er noget lort, altså! Og at det ikke er dét, de gerne vil lave... De gør det af nød!"

Citatet er fremsat i klippet herover af en af redaktørerne for portalen Kunsten.nu, Ole Bak Jakobsen - og man må sige, at hvor andre kunstskribenter og -anmeldere besidder en vis berøringsangst over for dronningens kunst, tør Jakobsen i det mindste tage bladet fra munden og kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade.

I dag fylder Hendes Majestæt 75 år, og i den forbindelse bragte Go' Morgen Danmark på TV2 et interview med en anden af klippets deltagere, Tom Jørgensen, som er kunstanmelder ved Jyllands-Posten, og han anslog en helt anden diplomatisk tone i forhold til dronningens kunst - og han forsikrede seerne, at han ikke besad nogen som helst bagtanke vedr. et potentielt Ridderkors.

Jeg er måske ikke selv den største royalist, der findes på planeten; men alligevel skal der lyde et forsigtigt tillykke med de 75 år til Margrethe d. 2.